Finsen og Lyset

En udsendelse om Niels R. Finsens opdagelse af lysets helbredende virkning

Niels Ryberg Finsen var i 1903 Danmarks første Nobelprismodtager. Finsens store opdagelse var, at man med simpelt lys kunne kurere hudturberkolose.

Det var en en sygdom, der på Finsens tid vansirerede de berørte ansigter og kroppe på den mest forfærdelige måde.

Behandlingen blev en sensation, men mens Finsen skabte sine mirakler, var han langsomt selv ved at dø af en medfødt sygdom, han ikke selv forstod.

Året efter modtagelsen af Nobelprisen døde han kun 43 år gammel.

En kvinde før og efter behandling med Niels R. Finsens lysterapi.

En kvinde før og efter behandling med Niels R. Finsens lysterapi.

Sådan lyder indledningen til den udsendelse, jeg har lavet i Senior TV Østjyllands regi om Niels R. Finsen, som jeg er beslægtet med. Teksten er skrevet af filmens klipper, Janus Wejdling, og den indrammer meget præcist, hvad udsendelsen handler om.

En samtale om Niels R. Finsen

Niels Malmros og Jeannette Cold

Niels Malmros og Jeannette Cold med det apparatur, som Niels R. Finsen udviklede til sin lysterapi.

Filmen er en samtale om Finsen med min fætter, lægen og filminstruktøren Nils Malmros. Vi er begge lige beslægtede med Niels R. Finsen. Vi fortæller ikke i filmen præcist, hvordan vi er i familie med ham, så det må jeg hellere gøre her.

Inden da vil jeg lige citere min mor, der altid sagde til mig og mine søskende: “Det er ikke, hvem du er, men hvordan du er, som betyder noget”.

Sådan har jeg det også med at være i familie med Niels Ryberg Finsen. Jeg og Niels fortæller ikke denne historie for at bryste os af noget slægtsskab, men fordi vi selv har været interesseret i at vide mere om Finsen, og fordi jeg synes, at det er vigtigt at fortælle historien om hans liv og opdagelse, som de færreste kender særlig meget til idag.

I familie med Finsen

Her er så den slægtsmæssige forbindelse mellem mig og Nils Malmros og Niels R. Finsen:

Min farmor var Valgerda Finsen. Samme Valgerda er Nils Malmros’ mormor.

Valgerda Finsen var Niels R. Finsens yngre halvsøster af hans fars andet ægteskab. Niels R. Finsens far hed Hannes Christian Steingrim Finsen..

Valgerda Finsen blev født i 1879 i Thorshavn på Færøerne, og hun døde i Århus i 1966, 86 år gammel.

Hun var gift med læge Emil Cold. Sammen fik de to børn: Sigurd Cold og Eli Cold. Sigurd er min far. Eli er Nils’ mor.

Så skulle det vist være på plads.

Hvad er kulbuelys?

I filmen taler vi om kulbuelys. Det fænomen skal jeg måske lige knytte et par ord til.

Den Store Danske skriver om buelys (kulbuelys):

“En buelampe er en lyskilde bestående af en elektrisk lysbye som brænder mellem to kulelektroder… Lyset fra buelampen er rigt på ultraviolet stråling, af hvilken grund lampen har været benyttet til medicinske formål (kulbuelys)”

Det er eb sådan elektrisk lysbue, man ser opstå på forsidebilledet til udsendelsen (se herunder).

Produktion

  • Produktion: Senior TV Østjylland
  • Tilrettelæggelse og interview: Jeannette Cold
  • Kamera: Janus Wejdling og Jens Forchhammer
  • Redigering og musik: Janus Wejdling
  • Tak til: Nils Malmros

Se udsendelsen her:

Finsen og Lyset from Janus Wejdling on Vimeo.

Se også min udsendelse om Nils Malmros barndom og ungdom i Århus.